Strik tern af Stine Hoelgaard Johansen

Strik tern af Stine Hoelgaard Johansen

Strik tern er en spændende bog, som viser en række forskellige strikke-teknikker til at forene strik og tern i de flotteste grafiske mønstre.

Jeg havde ingen forventninger til Strik tern af Stine Hoelgaard Johansen. Jeg havde ikke hørt meget om bogen, men bare set at det var en ny strikkebog i 2024 og var derfor nysgerrig. Jeg blev dog virkelig positivt overrasket over bogen, og har allerede fundet en del forskellige ting, jeg vil prøve at strikke.

Strik tern

 

Strik tern – modeller og opskrifter

Strik tern er for så vidt en klassisk strikkebog, og så alligevel ikke helt. Her finder du nemlig ikke et stort udvalg af de klassiske opskrifter, men derimod en præsentation af nye, spændende teknikker, som kan bruges til mange forskellige typer strikkeprojekter. Bogen indeholder dog stadig konkrete opskrifter på sweatre, huer, veste, puder og tasker, men jeg synes ikke bogens styrke er opskrifterne, men derimod de spændende strikketeknikker.

Omdrejningspunktet er naturligvis, som bogen titel fortæller, tern. Tern i alle mulige afskygninger. Bogen er opdelt i fire afsnit, som fortæller om hver sin teknik:

Tofarvet rib
Her vises hvordan tern kan laves med tofarvet strik, hvor ret- og vrangmasker bruges til at understrege farveforskelle og skabe spændende strukturer. Her er opskrifter på især puder, men også trøjer og huer.

Retstrik med vævning
Vævning i retstrik skaber en helt unik struktur og udseende, som man sjældent ser i strik. Det giver rig mulighed for at lege og eksperimentere med farver og farvesammensætninger. Her er opskrifter på puder, huer, vest og taske.

Strik tern

Glatstrik med hæklede linjer
Vi er vandt til at linjer i strik altid går vandret, men med denne teknik, kan der laves lodrette linjer. Det skaber tern og kan give spændende effekter i strik. Dette afsnit indeholder opskrifter på puder, tasker, huer, vest og sweater. Her er også et eksempel på, hvordan strik kan se ud, når det bliver filtet/valket, som jeg synes er ret flot.

Strik tern

Strukturmønstre
Afsnittet med strukturmønstre leger med de effekter der kan opstå ved at kombinere ret- og vrangmasker. Det kan give nogle flotte effekter med forholdsvis lette strikke-teknikker. I dette afsnit er det opskrifter på sweatre, huer, strømper og cardigans.

Strik tern

Til alle afsnit er der konkrete opskrifter, men der er i høj grad lagt op til, at man bruger teknikkerne på alle mulige forskellige måder og ikke nødvendigvis følger opskrifterne til punkt og prikke. På samme måde er der heller ikke gjort et stort nummer ud af at forklare gængse strikkebegreber, da de (som forfatteren selv skriver) nemt kan findes med en simpel Google-søgning.

Bogens modeller er spændende, og selvom bogen som sådan ikke virker til at være henvendt til nybegyndere, synes jeg ikke teknikkerne virker så svære, at de ikke også vil kunne strikkes at en nybegynder som kun har få strikkeprojekter i bagagen.

Strik tern

 

Bogens inspiration og billeder

Strik tern har flotte modelbilleder, som overraskende er taget af forfatteren selv. Derudover er der flotte inspirationsbilleder, som viser bygninger, natur, gulve, fliser og anden arkitektur, som har givet inspiration til strikkeprojekterne. Man kan tydeligt se sammenhængen og kan også selv bruge billederne til egen inspiration.

Bogens billeder er gode, og en detalje, som jeg især godt kan lide, er, at der flere steder vises billeder af strikket før det er vasket og blokket. Det færdige projekt ændrer væsentligt karakter efter vask og blokning, og det er rart at se billederne fra processen, så man selv bliver mere rolig, når man sidder med strikkepindene og ikke synes, at det ligner det færdige produkt i bogen.

Strik tern

 

Min vurdering af Strik tern

Jeg er som tidligere beskrevet meget begejstret for bogen og har allerede flere idéer til projekter, som jeg vil strikke ud fra bogens teknikker. Særligt har teknikken med vævning i retstrik vækket min interesse, som jeg sagtens kan se blive en spændende restegarnsprojekt.

Jeg ville ikke købe bogens for dens strikkeopskrifter, da jeg synes, de er rimelig basale, men derimod absolut for de flotte billeder, inspiration og beskrivelserne af de spændende strikketeknikker, som jeg kan se brugt i mange forskellige sammenhænge og i forskellige strikkeprojekter.

Køb Strik tern af Stine Hoelgaard Johansen

Forlag: Gyldendal
Udgivet : 2024
Omfang: 223 sider

Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

  1. Nina siger:

    FLOT bog, udbytterig med megen god og spændende inspiration.

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.