Strik i struktur af Thea Vesterby
Strik i struktur, er som titlen antyder en bog med strikkeopskrifter som alle er strikket i struktur-strik.
Bogen er påbygget som en meget traditionel strikkebog. Den starter med en indledning som fortæller lidt om Thea Vesterby og hendes vej til begynde at strikke og udvikle strikkeopskrifter. Derefter følger de klassiske anvisninger om garnvalg, strikkefasthed, størrelsesvejledning og så videre. Her finder man også forklaringer på særlige strikketeknikker, forkortelser og symboler i strikke-diagrammerne. Til sidst følger opskrifterne med billeder, tekstbeskrivelser og diagrammer.

Bogens opskrifter
Bogen består af af 18 af Thea Vesterbys bedste strukturstrik-opskrifter. Der er altså ikke nogen nye opskrifter, men en kurrateret samling af opskrifter, som også kan findes på hendes hjemmeside. Det er primært bluser, trøjer og sweatre, men der er også enkelte strømper, vanter, halsedisser og huer.

Modellerne varierer fra de helt tynde og florlette med hulmønster som nærmest får strukturen til at ligne blonder, til de lidt mere kraftige sweatre med struktur og snoninger. Men fælles for modellerne er, at de er meget feminine i deres udtryk (uden at blive for pusse-nussede), og alle modellerne er vist på kvinder.
Sværhedsgraden er ikke angivet, men umiddelbart vil jeg vurdere de fleste opskrifter til at være medium. Der er ikke nogle helt vildt komplicerede teknikker, men det kræver alligevel at man forstår at læse en opskrift og et diagram og kan holde tungen lige i munden hele vejen.

Bogens stemning
Strik i struktur er en virkelig fin bog, med mange flotte billeder. VesterbyCrea har en del farverige og flerfarvede opskrifter i repertoiret, men i bogen Strik i struktur er farverne holdt lidt mere afdæmpede med en del beige, hvid og grå. Billederne er ligeledes meget afstemte, og alle er taget i naturen eller indenfor i en bolig, som emmer af sommerhus-stemning. Alle modellerne er vist med flere billeder, hvilket er en kæmpe fordel, så man bedre kan se alle detaljerne.

Min personlige vurdering
Jeg synes, at Strik i struktur er en rigtig fin strikkebog, og der er flere af modellerne, som jeg sagtens kunne forestille mig at strikke en dag. Jeg er generelt ret vild med strukturstrik, så hvis du også er det, vil jeg anbefale dig at tage et kig i bogen.
Min eneste anke ved bogen er, at den ikke kommer med nye opskrifter, men blot er en samling af allerede eksisterende opskrifter. Jeg synes det kunne være lækkert, hvis der var minimum en håndfuld opskrifter, som var eksklusive for netop denne bog. Så føler man, at man får lidt ekstra.
Køb Strik i struktur af Thea Vesterby
Forlag: People's
Udgivet: 2024
Omfang: 232 sider


Kommentarer