Hanne Rimmen: Hønsestrik
Jeg kender til mønsterstrik og de nordiske mønstre på tykke vinter-sweatre, men hønsestrik som sådan, har jeg (indtil nu) kun forbundet med 70’erne og hippie-kulturen. Derfor synes jeg det er rigtig spændende, at der er kommet en ny bog på markedet, som tager denne type strik op igen i en ny fortolkning.

De oprindelige Hønsestrikbøger af Kirsten Hofstätter
Hønsestrik blev oprindelig udviklet af Kirsten Hofstätter i 1970’erne, og blev fremstillet som næsten et strikkemanifest. Det skulle være et opgør med garnfirmaer, som kun solgte opskrifter sammen med det anbefalede garn, traditionelle strikkebøger og fastlåste opskrifter. Tanken var at strik skulle være frit, mere kreativt og fantasifuldt. Og så skulle det være et værktøj i den politiske debat.
Disse tanker og idéer har Hanne Rimmen taget med i sin bog. Bogen er nemlig mest af alt et værktøj, et opslagsværk og en inspiration fremfor faste og klassiske opskrifter.

Feminist Pullover af Hanne Rimmen
Bogens opbygning
Hønsestrik er ikke som strikkebøger er flest med en strikketeknisk indledning og en lang række opskrifter. Her bruges derimod mere plads på teknikker, baggrundsviden og inspiration.
Bogen starter med en kort introduktion til hønsestrikkens historie, og hvordan den er blevet brugt i kvinders historie og politisk gennem årene. Selvom det kan virke overflødigt, er det virkelig interessant læsning, hvis man ikke selv har oplevet tiden med hønsestrik.
Derefter følger nogle gode og brugbare afsnit, om hvordan man bygger sit hønsestrik op og rent teknisk får det til at fungere. Der er et afsnit som forklarer, hvordan man sætter symbolerne sammen, hvad de betyder og hvilke farvesammensætninger, der fungerer godt.

Teknikker til Hønsestrik fra Hanne Rimmen: Hønsestrik
Derefter kommer noget mere strikketeknisk om materialevalg, udregninger af strikkefasthed og garnmængder. Der fortælles mere om det strikketekniske ved mønsterstrik, hvordan garnet med fordel kan holdes og hvordan man strikker det fra vrangsiden. Der er også tips til opslag og aflukning, samt hvordan man håndterer trådene på bagsiden.
Det er virkelig et nyttigt afsnit, som klæder en rigtig godt på til at starte med at strikke hønsestrik.
Efter alt det tekniske kommer strikkeopskrifterne (mere herom i det næste afsnit), og bogen afsluttes med et stort mønsterbibliotek over forskellige ting og synboler, som man kan bruge til at opbygge sin helt egen hønsestrik. Der er både store og iøjefaldende mønstre og motiver, men også små borte med mere abstrakte mønstre. Der er også forskellige alfabeter, som kan bruges, hvis der skal laves ord og skriftlige budskaber. Der er over 80 sider med mønstre, motiver og borte, så der er virkelig god inspiration til at opbygge sin helt egen kombination.

Fredskåbe af Hanne Rimmen
Bogens opskrifter
Bogen Hønsestrik er som tidligere nævnt ikke en traditionel strikkebog, og derfor er afsnittet med strikkeopskrifter også lidt anderledes. Modellerne i bogen er nemlig først og fremmest ment som inspiration, og der er hele tiden en opfordring til at gøre designet til ens eget.
Der er ikke lavet en decideret opskrift til hver enkelt model i bogen, men der henvises derimod til nogle grundopskrifter, og så er der beskrevet hvilke ændringer, der er lavet i forhold til grundopskriften. Denne teknik viser også, at man som udgangspunkt kan bruge sin egen yndlingsstrikkeopskrift og gøre den til hønsestrik. Der er vist diagrammer med mønsterborte til de enkelte modeller, og her er virkelig leget med motiverne. Det er fx ofte at højre og venstre ærme på en sweater er strikket med to forskellige mønstre.
Flere af modellerne er politiske, og mine personlige favoritter er Fredskåben, Feministen pullover og Flower power pullover. Ud over tøj, er der også eksempler på hønstestrik på tæpper, puder, tørklæder, poser og grydelapper. Alle opskrifterne er moderne, men med en sart retro-vibe.
Efter de mange flotte inspirationsopskrifter, kommer et afsnit med grundmodeller. Det er mere traditionelle strikkeopskrifter, som ikke gør meget væsen af sig, men fungerer godt som base til de flotte mønstre og motiver. Her er opskrifter på sweatre, cardigans og nederdele. Der er både opskrifter til børn og voksne.

Flower power pullover og nederdel af Hanne Rimmen
Min vurdering af Hønsestrik
Hanne Rimmen fortæller selv, at hun har haft en fest med at genfortolke hønsestrikken, og det synes jeg virkelig, man kan mærke, for bogen oser af entusiasme og passion for håndværket. Man fornemmer virkelig, at bogen er gennemarbejdet, og man føler sig godt klædt på, når man har læst de strikketekniske afsnit. Det er på en og samme tid en bog, som giver virkelig gode og brugbare anvisninger og vejledninger, men stadig ikke giver brugeren den endelige løsning eller en helt færdig opskrift. Det er en sjov og spændende kombination, som jeg godt kan lide.
Jeg har ikke selv prøvet at strikke noget fra bogen, men det tror jeg heller ikke nødvendigvis er hensigten med bogen. Bogen er mest til inspiration og ment som en god håndbog i netop denne type strik. Elsker du selv at nørde det strikketekniske, og er du vild med farverigt og lidt skævt strik, vil jeg give de varmeste anbefalinger til denne bog.
Køb Hanne Rimmen: Hønsestrik
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2025
Omfang: 375 sider


Kommentarer