OekoTex, GOTS, RWS – hvad skal du gå efter, når du vælger garn?

OekoTex, GOTS, RWS – hvad skal du gå efter, når du vælger garn?

I takt med stigende fokus på bæredygtighed, grøn produktion, dyrevelfærd og ressourceforbrug, er der kommet forskellige mærkningsordninger. Det kan være lidt en jungle at finde rundt i, hvad de betyder, og hvad man skal gå efter, så her får du et overblik og forklaring.

Der findes efterhånden mange mærkningsordninger, som skal gøre det lettere for os forbrugere at handle i overensstemmelse med vores  holdninger. Det er dog nemmere sagt end gjort, og nogle gange kan de mange mærkninger forvirre mere end de oplyser. Derudover skal vi som forbrugere være ekstra opmærksom på “greenwashing”, som er et stigende problem.

 

Greenweashing

Du har måske hørt om Greenwashing? Det er et relativt nyt begreb, som bruges, når producenter forsøger at få deres produkt til at se mere grønt og bæredygtigt ud, end det egentligt er. Det kan fx ske i reklamer eller på hjemmesider, hvor producenten skriver at produktet er bæredygtigt uden at have noget at bygge påstanden på. Eller det kan ske ved at producenten opfinder sin egen bæredygtige mærkningsordning og sætter på sit produkt for at få det til at se mere officielt og anerkendt ud.

For at undgå at blive narret af greenwashing er det vigtigt at kende de gængse og godkendte mærkningsordninger.

 

Kendte mærkningsordninger

Vi kender mærkningsordninger fra mange forskellige typer produkter. Fx kender de fleste Øko-mærket og fairtrade-mærket særligt inden for fødevarer. Svane-mærket og den blå krans fra Astma- og allergiforbundet ser vi på hudplejeprodukter. Disse mærker er udbredt og velkendte for de fleste.

Mærkning inden for tekstil og garn er derimod ikke helt så udbredt og velkendt, men der findes mærkninger, som man kan gå efter, når man vil handle bæredygtigt. De mest fremtrædende mærkninger, og dem du skal kende er: Oeko-Tex, GOTS og RWS, men der kommer hele tiden nye til.

 

Oeko-Tex-certificeret garn

Oeko-TexOeko-Tex er en uafhængig certificeringsorganisation, der arbejder for at sikre, at bl.a. tekstilprodukter (herunder garn) er fri for farlige kemikalier og er fremstillet under sikre og ansvarlige arbejdsforhold.

Oeko-Tex har forskellige mærkninger, hvor “Oeko-Tex Standard 100” er den mest kendte og anvendte. Certificeringen tildeles produkter, der er blevet testet for mere end 100 farlige kemikalier og substanser, herunder tungmetaller, formaldehyd og pesticider. Oeko-Tex Standard 100 fastlægger grænseværdierne for de farlige stoffer, og for at få lov til at bruge mærket, skal produktet overholde disse grænseværdier.

Oeko-Tex Standard 100-certificeringen giver dermed tryghed for, at produktet er sikkert at bruge og ikke indeholder farlige stoffer.

Oeko-Tex er ikke det samme som økologisk

Selvom navnet kan antyde det, er det meget vigtigt at bemærke, at Oeko-Tex ikke er en økologisk certificering, og Oeko-Tex-certificeret garn er ikke nødvendigvis økologisk. Garnet kan sagtens være fremstillet med brug af skadelige stoffer, men Oeko-Tex-certificeringen sikrer, at disse skadelige stoffer ikke er til stede i det færdigproducerede garn.

På Garnportalen har vi kategoriseret vores garn, så du altid kan se, om det er Oeko-Tex-certificeret. Se alle Oeko-Tex-certificerede garner her. Du kan læse mere Oeko-Tex-certificeringen på okotex.dk.

 

GOTS-certificeret garn

GOTSGOTS står for Global Organic Textile Standard, og er en international certificeringsstandard for økologisk tekstilproduktion. GOTS har til formål at definere kravene til økologisk tekstilproduktion og sikre en mere bæredygtig fremstilling af tekstilprodukter (herunder garn).

Hvor Oeko-Tex kun gælder for det færdige produkt, gælder GOTS-certificeringen for hele forsyningskæden. Alt fra fiberproduktion til slutprodukt er omfattet, og det kræver at en lang række miljømæssige og sociale kriterier er opfyldt. For eksempel kræver GOTS-certificeringen, at mindst 95% af fibrene i tekstilproduktionen er økologisk dyrket, og at ingen farlige kemikalier er anvendt i produktionsprocessen.

Derudover skal arbejdsforholdene for arbejderne i tekstilproduktionen være sikre og fair, og der skal tages hensyn til deres rettigheder.

GOTS-certificeringen er anerkendt over hele verden og er en af de mest strenge og omfattende certificeringer. Når et produkt er GOTS-certificeret, kan forbrugerne være sikre på, at produktet er fremstillet på en måde, der er godt for miljøet og for menneskerne, der er involveret i produktionen.

På Garnportalen kan du finde alt garn, som er GOTS-certificeret lige her. Du kan læse mere om GOTS-standarden på global-standard.org.

 

RWS-certificeret garn

RWSRWS står for Responsible Wool Standard og er en global standard, som fremmer bæredygtig og ansvarlig produktion af uld. RWS-certificeringen gælder for hele forsyningskæden for uld og sikrer, at ulden kommer fra får, der behandles godt og fra gårde, der driver en ansvarlig og bæredygtig forretning.

RWS fokuserer på fem nøgleområder: dyrevelfærd, miljømæssig forvaltning, sociale forhold, økonomisk bæredygtighed og overholdelse af lovgivning og standarder. For at opnå RWS-certificering skal uldproducenter og -leverandører overholde strenge standarder for hver af disse områder, som omfatter krav om at behandle dyr godt og respektere deres velfærd, sikre en bæredygtig forvaltning af landbrugsjord, anvende miljøvenlige metoder og tage hensyn til arbejdsforhold og sociale rettigheder for arbejderne i uldproduktionen.

For forbrugere betyder RWS-mærket, at uldproduktet er fremstillet på en ansvarlig og bæredygtig måde, og at det kan købes med god samvittighed.

RWS-certificeringen er ikke så udbredt, og der findes derfor ikke meget RWS-certifceret garn (endnu). På Garnportalen kan du finde RWS-certificeret uldgarn her. Du kan læse mere om RWS på textileexchange.org. Her kan du også læse om relaterede standarder som fx RMS (Responsible Mohair Standard) og RAS (Responsible Alpaca Standard).

 

GRS-certificeret garn

GRS

GRS står for Global Recycled Standard og er en global standard, som fremmer brugen af genanvendte materialer. I samme forbindelse findes også RCS, som står for Recycled Claim Standard.

Begge standarder har til formål at lave en fast definition af hvad der kan betegnes som genanvendte materialer, så producenter ikke kan gradbøje det. De kontrollerer også at det angivne andel af genanvendte materialer rent faktisk overholdes.

GRS har yderligere krav. Her kræves at mindst 50 % af de anvendte materialer er genavendte, og derudover sættes der krav til sociale og miljømæssige forhold i forhold til brugen af kemikalier.

Du kan læse mere om de to standarder på TextileExchange.org.

 

Andre indikationer på bæredygtigt garn

Det er ikke altid, man har mulighed for at finde disse mærkninger på garn, men der er også andre indikationer, man kan gå efter, hvis man vil handle bæredygtigt.

  • Produktion: Forsøg at undersøge, hvor og hvordan garnet er blevet produceret. Nogle slags garn har særlige productionsformer, som gør det mere bæredygtigt end andre. Lyocell Tencel, som er en slags viskose, produceres fx ekstra bæredygtigt i et lukket kredsløb, hvor vand genbruges, og der ikke sker udledning i naturen.
  • Støt lokalt: Overvej at købe garn fra lokale producenter eller producenter, der støtter lokale samfund og arbejder for at bevare traditionelle teknikker og håndværk. Dette kan bidrage til at reducere miljøpåvirkningen fra transport og støtte lokal økonomi.
Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.