Stund af Anne-Sophie Nørby Velling
Artiklen indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du Garnportalen, uden det koster dig noget.
Stund af Anne-Sophie Nørby Velling er – som undertitlen også fortæller – en strikkebog med mønsterstrik og strik på store pinde. Opskrifterne er på én gang fine og sirlige på grund af de flotte mønstre og grove og rustikke på grund af de store masker og oversize snit. Designet er skandinavisk og en god kombination af det traditionelle og nyskabende.

Bogens opbygning og udtryk
Stund er lidt utraditionelt opbygget af en strikkebog at være. Ofte er strikkebøger opbygget med en faglig introduktion først efterfulgt af opskrifter med billeder, men det er ikke tilfældet i Stund.
Bogen starter med en ganske kort introduktion, efterfulgt af hvad der bliver kaldt en logbog over bogens designs (en oversigt med billeder). Så kommer en kort oversigt over det garn og de pindestørrelser, der er brugt. Det efterfølges af et større galleri, som er en blanding af billeder af strik og stemningsbilleder af natur og interiør.
Til sidst kommer et kort afsnit med forkortelser efterfulgt af de egentlige strikkeopskrifter med endnu flere billeder.
Stund er en visuelt en rigtig flot bog, hvor der er kælet for detaljen, men samtidig gjort brug af det minimalistiske og enkle udtryk. Flere steder er der brugt smukke dekorationer, som er lavet med vandfarver.


Bogens opskrifter
Bogen indeholder 10 opskrifter på sweatre, som alle er til voksne. Modellerne er ret klassiske og oversize i snittet. Alle sweatrene er kønsneutrale, og de er vist på både mandlige og kvindelige modeller. Der er ved hver opskrift anvisning til, hvordan man kan strikke sweateren mere feminin eller maskulin.
Hver opskrift kommer i 8 størrelser med en overvidde på 80 – 150 cm.
Opskrifterne vises på flere forskellige billeder. I starten af bogen vises hver sweater på en bøjle efterfulgt af et nærbillede af mønsteret. Senere i bogen vises sweatrene på rigtige mennesker, så man lidt bedre får en fornemmelse af pasform og snit.
Alle bogens opskrifter er strikket på store pinde, og der bruges fra pind 6 mm til pind 9 mm med en strikkefasthed på 10 – 16 masker pr 10 cm. De er strikket i garn fra Knitting for Olive, og der er strikket flere tråde sammen for at opnå den korrekte strikkefasthed.
Alle bogens modeller er strikket med mønsterstrik med garn i kontrastfarver. En enkelt model gør også brug af strukturstrik. De fleste modeller strikkes rundt oppefra og ned, men der er også enkelte som strikkes nedefra og op.

Min personlige vurdering af Stund
Jeg synes Stund er en flot og lækker strikkebog, men personligt er jeg ikke så meget til de oversize og rustikke sweatre. Umiddelbart tror jeg ikke, at jeg vil komme til at strikke noget fra bogen. Jeg synes dog nyfortolkningerne af de klassiske mønsterstrikkede sweatre er ret lækre, og jeg tror de vil falde i manges smag.
Bogen indeholder 10 opskrifter, og det synes jeg umiddelbart ikke er særlig mange, så jeg ville ønske at der havde været et lidt større udvalg i bogen.

Køb Stund af Anne-Sophie Nørby Velling
Forlag: Turbine
Udgivet: 2025
Omfang: 188 sider


Kommentarer