Julie og Marie Skall: Skall strik – Design, natur og nærvær

Julie og Marie Skall: Skall strik – Design, natur og nærvær

Skall Studio har lavet en stor og tung coffee table book / strikkebog med nyfortolkninger af klassiske strikkemodeller.

Bogen “Strik – Design, natur & nærvær” fra Skall Studio er en virkelig tung og stor bog, som nok nærmest må betegnes som en coffee table book. Med sin højde på 33 cm, bredde på 24 cm, tykkelse på 3,5 cm og vægt på knap 2 kg, er det nok den største strikkebog, jeg har haft fingrene i.

Den har et flot og enkelt design, og ydersiden er beklædt med en form for stof-struktur.

 

Skall strik

 

Skall Studio

Bogen er skrevet af Annelise Hartmann Eskesen, men omhandler tøjbrandet Skall Studio og de to grundlæggere, designere og søstre Julie og Marie Skall. I bogen er der stor fokus på at fortælle om brandet og deres værdier, som handler om bæredygtighed og ansvarlig produktion. De samarbejder bl.a. med Hjelholts Uldspinderi, som er en af de få danske spinderier, der er tilbage.

 

Skall strik

 

Bogens indhold

Bogen er fuld af store billeder, som mange steder er dobbeltsidet. Det er primært stemningsbilleder af uld, spinderier, natur, får, arbejdssituationer og personlige familiebilleder/barndomsbilleder fra de to designere.

I bogen er der lagt stor vægt på at formidle det naturlige og rene udtryk. Det ses bl.a. i bogens farvevalg, som udelukkende kører i de naturlige farver hvid, beige, brun og grå samt på de motiver der vises på billederne. Generelt er der bare rigtig stor fokus på æstetik i bogen, og stilen er meget minimalistisk og skandinavisk.

Der er relativ meget tekst i bogen, og af bogens 300 sider, bruges de første ca. 80 sider på at fortælle om Skall Studio og deres værdier samt på at portrættere de to grundlæggere og deres barndom. Der er sågar en lille veninde-bog, som de to har udfyldt med deres yndlings-ting. Til slut i bogen er der igen noget tekst omkring historisk strik.

Der er også en kort sektion om det strikketekniske, såsom forkortelser, teknikker og vedligehold af strik.

Derudover er der selvfølgelig det, vi alle sammen er kommet efter: strikkeopskrifterne.

 

Skall strik

 

Bogens opskrifter

Bogen indeholder 14 opskrifter, hvoraf nogle dog blot er varianter af hinanden. Fx samme model, som findes både i voksen- og børne-udgave eller et mønster, som findes både med og uden ærmer (sweater og vest). Der er opskrifter på i alt 11 sweatre, 2 veste og et par vanter.

Alle opskrifter har kabelstrik, snoninger eller andre former for strukturer, og de ligner derfor meget hinanden i stil og udformning. De er alle lidt boxy og oversize i udtrykket. Jeg vil betegne dem som en nyfortolkning af klassiske mønstre og strukturer.

Opskrifterne er alle strikket i naturligt, ubehandlet uld fra Hjelholts Uldspinderi, hvilket er med til at understrege den rene og naturlige æstetik i bogen.

Modellerne findes desværre kun i 1 eller 2 størrelser (xs/s og m/l), hvilket kan være problematisk, hvis man ikke lige passer en af de to. Børnesweateren findes dog i 3 størrelser (2-4 år, 4-6 år og 6-8 år), hvilket dog også er ret store spring.

Jeg har ikke prøvet at strikke nogen af opskrifterne, så jeg kan ikke bedømme kvaliteten af dem.

 

Skall strik

 

Min personlige vurdering

Bogen er flot og lækker som coffee table book, men jeg er ikke begejstret for den som strikkebog. Modellerne er flotte, men de minder for meget om hinanden. Jeg synes også det er problematisk, at hver model kun findes i 1 eller 2 størrelser.

Jeg er vant til at strikkebøger skrives af strikkere, men til trods for den 80 sider lange intro om Skall Studio, så nævnes der ikke en eneste gang, at de to søstre strikker, så jeg tror måske slet ikke de strikker, men blot designer. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, og det er sikkert sådan mange store brands fremstiller strikkeopskrifter, men jeg synes alligevel, det virker mærkeligt.

Til gengæld er det fedt at holdningerne til bæredygtighed, kvalitet og godt håndværk får fokus. Jeg synes dog at det får for meget fokus, og beskrivelserne om søstrenes barndom bliver lige lovlig karikerede og rosenrøde til min smag.

Alt i alt synes jeg desværre at bogen fremstår lige så meget (hvis ikke mest) som en reklame for Skall studio, som den fremstår som en strikkebog. Så køb den, hvis du er fan af Skall Studio, eller hvis du vil have en flot coffee table book, men hvis du gerne vil have gode strikkeopskrifter, er der efter min mening, mange bedre bud end denne bog.

Julie og Marie Skall: Skall Strik

Forlag: People's Press
Udgivet: 2025
Omfang: 250 sider

Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.