Den lyserøde tråd af Josefine Dyring

Den lyserøde tråd af Josefine Dyring

Den lyserøde tråd af Josefine Dyring er en spændende og anderledes strikkebog, som indeholder både opskrifter i strik og hækling og sågar modeller i kombination af strik og hækling.

Artiklen indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du Garnportalen, uden det koster dig noget.

Den lyseråde tråd er en ny bog af Josefine Dyring, som du måske er stødt på på instagram under navnet josefine_dyring_knit. Hun er designer, som både strikker og hækler og meget gerne kombinere strik og hækling i spændende og fantasifulde projekter.

Den lyserøde tråd

 

Strik designs i Den lyserøde tråd

Josefine Dyring betegner sig selv som en utålmodig strikker, og derfor kan man også se at langt de fleste af hendes designs strikkes på store pinde, så projekterne hurtigt bliver færdig. Her ser du ikke sirlige hulmønstre med svære diagrammer strikket på små pinde, men derimod mere “rå” designs med store armbevægelser og sjove detaljer.

Bogen indeholder opskrifter på langt de fleste typer beklædning, fx jakker, nederdele, toppe, veste, strømper, sweatre, huer og vanter. Derudover er der også opskrifter på sjove og anderledes tasker. Opskrifterne variere fra relativt klassiske til meget eksperimenterende og modige. Fx er der en meget kort cropped sweater og en top med store huller foran.

Den lyserøde tråd

Som titlen afspejler er lyserød en gennemgående farve både i bogens layout og i bogens designs. De er dog på ingen måde begrænset til den lyserøde farve, og der opfordres til at lege med farver og farvekombinationer. Generelt råde Josefine Dyring til at man laver sit eget take på opskrifterne og tilpasser dem, som man har lyst til.

Som en sjov feature er der til sidst i bogen et galleri af strikmodeller fra Josefine Dyrings afgangsprojekt fra Det kongelige akademi i 2019. Der er ingen opskrifter på modellerne, men de er alligevel sjove og inspirerende at se på. Temaet er mennesker og deres kæledyr og hvordan man kan ligne sit kæledyr. Der er nogle virkelig interessante fortolkninger.

 

Kombination af strik og hækling

Som noget særlig indeholder Den lyserøde tråd både opskrifter på strik og på hækling, og endda modeller, hvor de to teknikker kombineres. Det er en sjov og anderledes tilgang, men det fungerer godt, og kan sikkert få strikkere til at få lyst til at prøve hækling og omvendt.

Af hæklede modeller er der en kjole, en nederdel, en hår-elastik og en taske. Alle projekter, som jeg vurderer, vil være til at gå til, selvom man måske ikke er den mest garvede hækler.

Den lyserøde tråd

 

Lidt a’la Lærke Bagger

Min første tanke, da jeg havde bladret bogen igennem var at det virkede som en 8-10 år yngre udgave af Lærke Bagger.  Måden som bogen er udformet og sammensat på har rigtig meget til fælles med Lærke Baggers to strikbøger.

Tilgangen til strik og deres løse fortolkninger af regler har de to kvinder tilfælles. Der er begge impulsive, vil ud over stepperne og lader ikke små fejl og benspænd sætte en stopper for deres strikkeprojekter. I Den lyserøde tråd er der især en model som hedder “Go crazy sweater”, som handler om at vælge farver og garn-sammensætninger impulsivt og ud fra intuition, hvilket minder meget om den måde Lærke Bagger har lavet “Inner child sweater”.

Den lyserøde tråd

Bogens opbygning er meget personlig med små anekdoter og personlige fortællinger til hvert design, hvilket gør sig gældende for mange strikkebøger, men især for Lærke Baggers. Billedstilen i bogen er på samme måde meget personlig og er et miks af gamle fotos, personlige fotos, feriebilleder og egentlig modelbilleder. Det minder næsten om et udpluk af et autentisk instagram-feed. Der er ikke noget, der er alt for opstillet eller poleret, men meget ærligt og autentisk.

 

Min personlige vurdering af Den lyderøde tråd

Jeg synes Den lyderøde tråd er en spændende og forfriskende strikkebog, som bidrager med noget nyt og anderledes. Den er inspirerende og sjov at kigge i, men der er dog ganske få modeller, som jeg selv tænker kunne være noget for mig at strikke. Det er smags sag, men stilen er nok bare ikke rigtig min stil.

Er man til Lærke Baggers bøger, og har man strikket modeller derfra, er jeg dog sikker på, at man vil synes rigtig godt om Den lyserøde tråd og vil finde flere modeller, man har lyst til at strikke (eller hækle).

Køb Josefine Dyring: Den lyserøde tråd

Forlag: Grønningen 1
Udgivet: 2024
Omfang: 217 sider

Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.