Strikke-apps til din mobil

Strikke-apps til din mobil

Vidste du at der findes et stort udvalg af strikke-apps til mobilen? Det kan være lidt en jungle at finde de bedste, så derfor har vi downloadet og testet en masse forskellige strikke-apps, så du kan se, om en af dem er noget for dig.

Vi har downloadet alle de strikke apps, vi kunne finde for at teste og give et overblik over dem. Vi har downloadet dem til Iphone, men ofte vil de også findes til fx Android-telefoner. Alle de apps, vi har testet, er gratis at downloade, men nogle af dem kræver betaling for at bruge den fulde version. Vi har kun testet den gratis del af app’en.

 

Woolmi strikke-app

Woolmi strikke-app

Woolmi

Woolmi er en app til at lave strikkeopskrifter. App’en har en funktion til at lave din egen strikkeopskrift på en sweater. Funktionen er ret simpel og nem at bruge. Du angiver ønskede halsudskæring, ærmelængde, skulderkonstruktion, mm. sammen med dine kropsmål og dit garns strikkefasthed, og så får du genereret en strikkeopskrift. Vi har ikke afprøvet opskriften, men den ser rigtig ud, selvom den er meget kort og simpel.

Hvis du opretter en gratis bruger, kan du gemme flere opskrifter i app’en. App’en er på engelsk, og det samme er strikkeopskrifterne, så det kræver, at man har mod på at strikke efter engelsk opskrift.

Konklusion: En smart app, som nogle vil finde meget brugbar. Er du garvet strikker, vil du måske synes at den er for simpel.

 

Yarnal

Yarnal er en organiserings-app til at få overblik over dine strikkeprojekter og dit garnlager. Man kan lave udførlige beskrivelser af sine projekter og få et godt overblik over projekter og garn. Som praktisk værktøj har app’en en omgangstæller, som også kan være meget nyttig.

App’en er på dansk, men bære præg af at være oversat fra et andet sprog. Det er gratis at bruge app’en, men hvis du skal have adgang til en større antal projekter, skal du købe medlemsskab.

Konklusion: En fin app til organisering, men har lidt begrænsninger i gratis-udgaven.

 

 

Knit strikke-app

Knit strikke-app

KNIT

KNIT er en app til at holde styr på dine strikkeprojekter og strikkeopskrifter. App’en er opbygget omkring en shop med strikkeopskrifter fra forskellige strik-designere. Når du køber en strikkeopskrift i app’en, kan opskriften læses på en særlig måde, hvor du kun får vist den del af opskriften, som er relevant for din størrelse.

Derudover kan du organisere og uploade dine egen strikkeopskrifter og lave en oversigt over dit garnlager. Der er også en funktion til at se alle dine strikkeprojekter, både færdige, igangværende og planlagte.

Konklusion: En gennemarbejdet app, som er god til dem, som kan lide system og struktur på alt, hvad de strikker.

 

Strikkezilla

Strikkezilla er en norsk strikke-app med en masse forskellige strikkeopskrifter. Nogle af dem er gratis, mens andre kræver, at man køber et abonnement. Når man starter en af strikkeopskrifterne, kan man følge med i strikkeprocessen på sin profil. Derudover er der strikkevejledninger i videoform, som viser nogle særlige strikke-teknikker.

Konklusion: App’en har gratis strikkeopskrifter, men derudover har den ikke meget, som man ikke nemt kan finde andre steder.

 

Knit & Note strikke-app

Knit & Note strikke-app

Knit & Note

Knit & Note er en visuelt meget flot app, som kan bruges til at organisere strikkeopskrifter, strikkeprojekter og garnlager. I app’en er der en række praktiske værktøjer, fx en lineal (smart, men den målte desværre ikke rigtigt i vores test), en garnberegner og en beregner til ind- og udtagninger. Derudover kan man finde små video-vejledninger og blog-indlæg (på engelsk).

Som noget ekstra i forhold til mange andre strikke-apps er der også en community-del, hvor man kan dele sine strikkeprojekter. Denne del har vi dog ikke afprøvet.

Det kræver en gratis bruger at bruge app’en, og et købt medlemsskab, hvis man vil fjerne reklamer. I app’en kan man vælge mellem engelsk eller norsk sprog.

Konklusion: En rigtig flot app, som desværre har reklamer, hvis du ikke køber pro-udgaven. Et godt organiseringsværktøj for strikkere med hang til orden og systemer.

 

Yarniverse

Yarniverse er en app, hvor du kan/kunne søge blandt forskellige slags garn og filtrere på en masse forskellige parametre, lidt ligesom her på Garnportalen. Desværre ser det ikke ud til at app’en bliver vedligeholdt længere, og vi ikke ikke kunne få nogle søgeresultater frem, da vi testede app’en.

I app’en er der også en garnberegner, når man skal bruge garnalternativer, men heller ikke den lykkedes det os at få til at virke. Skal du beregne garnmængder ved garnalternativer, kan du bruge Garnportalens garnberegner.

Konklusion: App’en virker desværre ikke.

 

Strikke journal strikke-app

Strikkejournal strikke-app

Strikkejournal

Strikkejournal er en strikke-app til dels at organisere og få overblik over dine strikkeprojekter og dit garnlager og dels til at få hjælp til at strikke. App’en indeholder en række gode instruktionsvideoer af Kimmie Munkholm og nogle nyttige værktøjer i form af en garnberegner og beregninger til ind- og udtagninger.

I app’en kan man også indsætte sine egne projekter og lave en opgørelse over sit garnlager.

App’en er gratis at downloade, men man kan ikke rigtig bruge den til noget før man har købt et medlemsskab. Det er muligt at få en 7 dages gratis prøveperiode.

Konklusion: Umiddelbart en flot og gennemarbejdet app med gode og nyttige funktioner, som dog er meget begrænset i gratis-udgaven. Mange af hjælpe-videoerne vil også kunne findes direkte på Youtube.

 

Yarnbuddy

Yarnbuddy er en organiserings-app, hvor du kan få overblik over dit garnlager og dine strikkeprojekter. Du kan indtaste mange forskellige informationer om garn og projekter, og bl.a. samle projektinfo, opskrifter, billeder og garn på samme sted.

App’en har nogle funktioner, som kun kan benyttes, hvis man køber pro-udgaven. Det er fx tidstagning og mulighed for at skrive noter til sit projekt. App’en har også en række nyttige værktøjer, fx en simpel tæller, en oversigt over strikkeforkortelser, en funktion til at konvertere mellem meter/inches og gram/ounches og ikke mindst en funktion til garnalternativer.

App’en er på engelsk (og det samme er listen over strikkeforkortelser)

Konklusion: En fin app, som dog har nogle begrænsninger i gratis-udgaven. Som organiseringsværktøj ville jeg personligt vælge en anden app. De praktiske værktøjer er meget nyttige.

 

 

My knitting journal strikke-app

My knitting journal strikke-app

My knitting journal

My knitting journal er en strikke-app, som kan mange ting. For at få mulighed for at bruge alle funktionerne kræver det, at man opretter en bruger, men man kan godt kigge ind i app’en uden. I app’en kan du organisere og få overblik over dine projekter, dine strikkeopskrifter og dit garnlager. Derudover tilbyder app’en nogle praktiske værktøjer, fx en garnberegner og en beregner til udtagninger/indtagninger.

App’en har et fint design, men har desværre reklame-bannere. Den fås på en lang række forskellige sprog, men det betyder også, at nogle af oversættelserne ikke altid er lige gode.

Konklusion: En god app, som kan meget forskelligt og er god til dem som kan lide at organisere alt omkring deres strik.

 

Pocket knitting

Pocket knitting er en engelsk app, som umiddelbart mest er henvendt til strikkere, som strikker for og sælger til andre. Som gratis bruger er der en funktion at at holde styr på dit garnlager, hvor du kan angive præcis hvilket og hvor meget garn du har på lager. Derudover er der også mulighed for at oprette projekter og uploade opskrifter. App’en indeholder fra start også enkelte gratis opskrifter.

Hvis du laver tilkøb i app’en, kan du få funktioner til at holde styr på dine kunder, dit tidsforbrug og dine deadlines. Derudover er der nogle praktiske funktioner til at hjælpe med at tælle rækker, indtagninger osv.

Konklusion: Pocket knitting er ikke en app for den gennemsnitlige strikker, men måske er den god hvis sælger strik til andre. Gratis-udgaven af app’en er meget begrænset.

 

Opskrifter light strikke-app

Opskrifter Light strikke-app

Opskrifter Light

Opskrifter Light er en app til at organisere dine strikkeopskrifter. Du kan kategorisere dem ud fra forskellige beklædningstyper eller lave dine egne kategorier. Du uploader dine egne opskrifter og angiver en masse info om dem, fx designer, strikkefasthed og sværhedsgrad, så du nemt kan søge dem frem senere ud fra forskellige parametre. Til hver opskrift kan du også angive hvilket garn der bruges, mængde, mm.

Konklusion: En god, simpel app, som er nem at bruge, og som kun fokuserer på én ting: at organisere strikkeopskrifter.

 

Din favorit strikke-app

Har du selv en favorit strikke-app, og hvilken er det? Eller har du måske en hel anden måde at holde styr på garn, opskrifter og strikke-projekter? Eller findes det hele bare oppe i hovedet? Fortæl gerne hvordan du gør og hvilke redskaber du bruger i kommentarfeltet nedenfor. Måske kan du give andre strikke-entusiaster et godt råd.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

  1. Lone siger:

    Jeg synes I skal anmelde Ravelry. Det er godt nok ikke en app, men hvis man bruger funktionen Føj til hjemmeskærm virker det på samme måde. Den er gratis og giver mulighed for at styre dine projekter og dit garnlager samtidig med at fan kan finde tusindvis af opskrifter, designere osv.
    Udover Ravelry bruger jeg KnitCompanion, der er god til at gemme opskrifter i og så følge dem med forskellige hjælpeværktøjer, omgangstællere, mulighed for at skrive noter osv. Den er ikke gratis, men pengene værd.

    • Tak for tippet og de gode input. Det er en god idé med Ravelry, men det er næsten så stor en side, at den skal have sin egen artikel. KnitCompanion har jeg ikke prøvet, men det lyder til at være et rigtig godt værktøj, som jeg hellere må kigge nærmere på.

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.