Garnberegner
Garnberegner til garnalternativer
Har du en opskrift, men ønsker at bruge en anden slags garn, end den opskriften anbefaler, skal du have regnet ud hvor mange nøgler af det nye garn du skal bruge. Det er nemlig ikke altid det samme. Dels fordi garn kommer i nøgler af forskellig størrelse, og dels fordi der kan være stor forskel på garns vægt og løbelængde.
Originalgarnet
Når du vil bruge vores garnberegner, skal du først finde informationer om det garn, som opskriften bruger. Du skal indtaste hvor mange meter garn der er i et nøgle, og hvor meget et nøgle garn vejer. Hvis det ikke står i opskriften, kan du finde informationerne ved at søge på garnets navn på siden Find garn. Derefter skal du indtaste hvor mange gram garn opskriften siger du skal bruge.
Garnalternativet
Derefter finder du informationer om det nye garn som du vil bruge i stedet – det garn du vil bruge som garnalternativ. Her skal du også indtaste hvor mange meter der er i et nøgle garn, og hvor meget et nøgle vejer. Kig på banderolen, hvis du allerede har købt garnet, eller slå garnet op på Find garn.
Klik på “Beregn”-knappen, og garnberegneren vil vise hvor mange nøgler der skal bruges. Garnberegneren runder altid op til nærmeste hele nøgle.
Det originale garn i opskriften
Det nye garn du vil strikke med
Udregn dit garnforbrug, når du bruger et garnalternativ
Vil du hellere selv have fingrene i matematikken bag i stedet for at bruge en garnberegner, kan du også sagtens gøre det, for det er slet ikke så svært at regne ud hvor meget garn du skal bruge.
Du omregner opskriftens garnforbrug til meter i stedet for vægt eller antal nøgler og finder derefter ud af, hvor mange nøgler af det nye garn, der skal til for at opnå samme antal meter.
Eksempel på udregning uden garnberegner
Først skal du finde ud af hvor mange meter garn, din opskrift siger, at du skal bruge.
Din strikkeopskrift siger, at du skal bruge 300 g Drops Belle garn. Drops Belle har en løbelængde på 120 meter pr 50 g / nøgle. Dit regnestykke er 300 gram divideret med 50 gram = 6 garnnøgler. 6 garnnøgler gange 120 meter = 720 meter. Din opskrift siger altså, at du skal bruge 720 meter garn.
Herefter skal du udregne hvor mange nøgler garn, du skal have af det nye garn for at få det antal meter, du netop er kommet frem til.
Dit garnalternativ, og det garn du ønsker at udskifte med er Drops Merino Extra Fine. Garnet har en løbelængde på 105 meter pr 50 g / nøgle. Nu skal du finde ud af, hvor mange nøgler du skal have for at få 720 meter. Dit regnestykke er 720 meter divideret med 105 meter = 6,9 garnnøgler. Dit tal skal altid rundes op, så resultatet bliver, at du skal bruge 7 garnnøgler.
Hvis du ifølge opskriften skal bruge 6 nøgle Drop Belle garn, men du i stedet vil strikke med Drops Merino Extra Fine, skal du altså bruge 7 nøgler garn.
Vær obs på dobbelttråd!
Når du udregner garnalternativer, skal du altid huske at tage højde for, om der strikkes med dobbelttråd i opskriften. Hvis der strikkes med dobbelttråd og du også vil det, kan du sagtens bruge udregningen eller vores garnberegner ovenfor. Hvis der strikkes med dobbelttråd, men du vil strikke med en enkelt tråd, skal du halvere det resultat, du kommer frem til.
Mangler du garnmængden i opskriften?
Er du endnu ikke helt sikker på, hvilken opskrift du vil strikke efter? Eller mangler du af en eller anden grund information om garnmængden i opskriften, er der heldigvis råd for det. Der er flere forskellige måder at estimere hvor meget garn, du skal bruge fx til en sweater. Lær hvordan du finder den rigtige garnmængde i artiklen Hvor meget garn skal man bruge?.
Hvordan beregner jeg maskeantal, når jeg strikker med et tykkere garn og pinde end opskriften?
Hej Lonny,
Tak for dit spørgsmål. Som jeg forstår det, ønsker du at strikke en opskrift med en anden strikkefasthed end den er designet til. Det er en lidt mere kompliceret beregning end som så og faktisk et emne som kunne være en hel artikel for sig.
Jeg plejer til simple opskrifter at tage udgangspunkt i det bredeste sted fx barmen på en sweater og finde og finde dens omkreds i cm. Enten står omkredsen i cm i opskriften, ellers kan du beregne den ud fra strikkefasthed og antal masker. Er der fx 200 masker rundt og strikkefastheden er 20, vil omkredsen være 200/20*10 = 100 cm.
Når du kender omkredsen i cm, skal du finde ud af, hvor mange masker der går til af dit nye, tykkere garn. Først laver du en strikkeprøve, og hvis den fx viser en strikkefasthed på 15 masker pr 10 cm, kan du regne ud hvor mange masker, der skal gå på din omkreds. Her tager du 15 / 10 * 100 = 150 masker.
Nu ved du altså, at du skal have 150 masker i omkreds med dit nye garn i stedet for 200 masker, som der står i opskriften. Det betyder, at forholdet mellem de to er 150 / 200 = 0,75. Du skal altså gange alle masker med 0,75. Så hvis der står i opskriften, at du skal slå 100 masker op til kraven, skal du med dit nye garn i stedet slå 100 * 0,75 = 75 masker op.
Denne udregning er et godt udgangspunkt og sikrer, at bredderne/maskerne kommer til at passe. Til gengæld skal man være lidt forsigtig med rækker, da det ikke er en selvfølge, at det følger med. Hvis der fx står i opskriften, at du skal strikke 20 rækker, skal du lige prøve dig frem om det også skal være 20 rækker med det nye garn. Derudover kan opskriften indeholde ting som gør, at denne metode ikke virker så godt, fx hvis der strikkes et mønster, som skal gå op med et særligt antal masker.
Jeg håber, det giver mening 🙂