Garnkunst til væggen
Det er ikke svært selv at lave et tekstilværk til væggen, og der er som udgangspunkt ingen regler eller retningslinjer som du skal følge. Alligevel kan det være rart med en kort vejledning, hvis du selv har lyst til at kaste dig ud i det, og gerne vil have lidt hjælp undervejs.
Materialer:
Det kræver ikke meget at lave et garnkunstværk, og de fleste materialer har du sikkert allerede derhjemme.
Pind: En pind eller andet som garnet kan hænge på. Skal du lave noget mindre kan man også bruge en malerpind eller et grillspyd. Skal du lave noget der er stort kan et kosteskaft eller lignende fungere. Jeg er fan af at finde en pind ude i naturen og eventuelt fjerne barken på. Jeg er ofte heldig at komme forbi steder, hvor små træer og buske er blevet fældet og der derfor stadig ligger nogle afklippede grene at tage. Så kan man også selv tilpasse størrelsen.
Garn: Du kan i princippet bruge alle typer garn, men jeg synes det giver et godt resultat at bruge et relativt tykt uldgarn. Man kan bruge ensfarvet, blande forskellige farver eller måske gå med noget som er flerfarvet eller selv håndfarve det for en flot ombré-effekt. Jeg har brugt Drops Alaska til de to værker, som der er billeder af her, men jeg overvejede også Drops Nepal, Järbo Jette og Viking Garn Hobbygarn. De to sidste er lidt tykkere, men stadig til en fornuftig pris.
Man skal bruge mere garn, end man umiddelbart skulle tro. Til mit store værk som er 120 cm x 90 cm har jeg brugt ca. 1300 meter garn. Det er lavet i Drops Alaska og det svarer til ca. 19 nøgler. Til det mindre værk som er ca. 45 cm x 90 cm har jeg brugt ca. 425 meter. Det er også lavet i Drops Alaska, hvilket svarer til ca. 6 nøgler. Men man bestemmer helt selv hvor tykt man ønsker bundterne skal være og hvor tæt det skal sidde, så du kan også tilpasse værket til den garnmængde du har.

Pynt med perler og glimmergarn kan give dit tekstilværk lidt ekstra kant.
Pynt: Som det mest basale skal man bruge garn til at vikle om samlingerne. Det behøver ikke være samme garn som er brugt til de lodrette bundter, men kan være hvad som helst. Du kan også gøre det spændende med effektgarn. Personligt er jeg glad for at tilføje lidt guld i form af glimmergarn. Derudover er det næsten kun fantasien der sætter grænser for hvad man ellers kan pynte med. Jeg har brugt perler og tørrede blomster.
Fremgangsmåde:
Der er ikke nogen bestemt opskrift at følge, men her er nogle ting, som jeg synes gør det nemmere:
Klip garnet: Det kan være et stort arbejde at klippe så mange stykker garn i samme størrelse. En måde som gør det nemmere er at vikle det rundt om en plade, nogle kasser eller et møbel, hvor omkredsen passer med din ønskede garnlængde. Jeg plejer at placere to store, robuste kasser ved siden af hinanden på mit skrivebord og derefter vikle hele garnnøglet rundt om begge kasser. Til sidst har jeg et stort bundt, som jeg klipper på én gang. På den måde ender jeg med en masse garnstykker som er knap 2 meter i længden. Husk at dine garnstykker skal være dobbelt så lange som du ønsker længden på dit værk, da de blot bliver foldet over pinden foroven.
Opdel garnet i bundter: Derefter opdeler jeg garnet i bundter. Hvor mange stykker i hvert bundt og hvor mange bundter er en smagssag og kommer selvfølgelig også an på størrelsen på dit værk. Når jeg bruger Drops Alaska, synes jeg det passer fint at hvert bundt er mellem 15 og 17 stykker. På den måde bliver det færdige bundt 30 – 34 stykker fordi det foldes dobbelt over pinden foroven.
Udglat garnet, hvis nødvendigt: Hvis garnet ikke vil hænge flot lige ned, kan det være nødvendigt at udglatte det. Du kan enten gøre det drivvådt og lade det hænge-tørre eller også kan du tage genvejen og forsigtigt fugte det med en forstøver og stryge det, mens du trækker let i det. Måske kan en damper også bruges. Det har jeg ikke prøvet.

Her er viklinger brugt til at fastgøre garnbundterne til pinden.
Fastgør dit garn til pinden: Find ud af, hvordan du ønsker at fastgøre garnet til pinden. Du kan enten fastgøre det ved hjælp af en knude, fx lærkestik/slyngestik eller lægge garnet omkring pinden og lave en vikling omkring garnet helt tæt på pinden. Jeg kan lide at sætte mit garn godt fast, inden jeg går videre med arbejdet.
Bestem hvordan dit værk skal se ud: Nu begynder det mere kreative. Nogle kan godt lide at planlægge arbejdet på forhånd, mens andre har det bedre med at tage det, som det kommer og se hvad der inspirerer, efterhånden som arbejdet skrider frem. Personligt kan jeg godt lide at planlægge arbejdet og bruge det som en rettesnor, som jeg tager udgangspunkt i og så tilpasser lidt efterhånden. For at få en idé om hvor du skal lave viklinger, kan det være en stor hjælp at binde små stykker garn om bundterne. Du kan evt. bruge flere snore for at illustrere forskellige længder på viklingerne eller forskellige farver, hvis du bruger det.

En tekstilværk under udvikling, hvor der er sat små stykker garn på for at markere hvor viklingerne skal være.
Lav viklingerne: Der er ikke nogen bestemt måde at lave viklingerne på. Jeg plejer at klippe et stykke garn, fx på en meter og binde enden stramt fast rundt om garnbundtet. Sørg for at alle tråde ligger jævnt og glat, inden du gør det. Måske kan det være en hjælp at hænge værket op, mens du gør det. Derefter vikler jeg garnet stramt og tæt rundt om bundtet (og garn-enden). Hvor lang viklingen skal være er helt op til dig. Du kan også skifte farve/garn undervejs for en spændende effekt. Til sidst binder jeg garnenden stramt fast, sætter en stoppenål på enden og fører den op gennem viklingen. På den måde er garnenden godt hæftet og kan nemt klippes af uden at man kan se knuder eller ender.

Her er brugt korte viklinger med detaljer i glimmergarn.
Pynt og tilretninger: Når du har lavet nogle viklinger, kan du træde tilbage og se, om du er på rette spor og evt. tilpasse om nødvendigt. Til sidst kan du tilføje ekstra pynt til værket, fx i form af sjovt effektgarn, perler, blomster eller andre sjove ting. Det er også til sidst du skal finde ud af om den nederste kant skal klippes. Du kan vælge at lade den stå helt rå, klippe den lidt til eller klippe den helt lige af. Det kan også give en sjov effekt at bundterne har forskellig længde.

Idéer og inspiration til dit tekstilværk
Har du fået lyst til at lave dit eget værk, men mangler du lidt inspiration? Så tag et kig på Garnportalens Pinterest board, hvor jeg har samlet en masse sjove og smukke billeder til inspiration: Garnportalens Pinterest Board, Teksttilværker.


Kommentarer