Sådan kombinerer du farver i dit strik

Sådan kombinerer du farver i dit strik

Meget strik er strikket i samme garn og farve hele vejen igennem, men har du prøvet at strikke med flere farver? Det kan give dit strik et helt særligt og unikt udtryk, hvis du bruger flere farver. Lær her, hvordan du kan sammensætte farverne og skabe dit helt eget udtryk.

Forskellige måder at sammensætte farver

Det er ofte mest oplagt at bruge samme farve til hele dit strikkeprojekt. Men når du bruger flere farver, kan du skabe nogle helt særlige effekter og udtryk. Alt efter hvilke farver du sætter sammen, kan det skabe kontraster, harmonier eller dybde i dit strik.

Farvehjul

Farvehjul

Alt farveteori starter med farvehjulet, som du formentligt er stødt på før. Det viser de tre grundfarver gul, blå og rød (kaldet primærfarver), deres blandingsfarver, grøn, lilla og orange (kaldet sekundære farver) og farver som kan blandes af disse (kaldet tertiære farver). De er placeret i en cirkel, så man kan se hvilke farver, der ligger tæt på hinanden og hvilke farver, der er modstående. Det giver en idé om hvilke farver, der passer godt sammen.

Farverne i farvecirklen kan kombineres på forskellig måder for at skabe forskellige udtryk.

Komplementærfarver: For at skabe kontrast kombinerer man to farver, som står overfor hinanden, fx rød og grøn eller blå og orange. Denne kombination vil skabe høj kontrast og energi.

Analogfarver: Ved at kombinere en række farver, som ligger tæt på hinanden, kan du skabe et harmonisk og sammenhængende udtryk med farver. Det kan fx være, gul, orange og rød eller blå, turkis og grøn.

Triadiske farver: Tre farver, der er jævnt fordelt omkring farvehjulet, fx rød, gul og blå). Dette vil skabe et livligt og dynamisk udtryk med stor effekt. Det vil ses som meget farverigt, når det bruges triadiske farver.

Split-komplementære farver: En primær farve kombineret med de to farver, der ligger ved siden af dens komplementærfarve (fx blå, gul-orange og rød-orange). Dette giver mindre kontrast end komplementærfarver, men er stadig visuelt interessant.

 

Nuancer, temperaturer og basisfarver

Farvehjulet er et af de mest grundlæggende principper og godt at gå ud fra. Det er dog bestemt ikke noget, man behøver at holde sig til eller skal lade sig begrænse af. Man kan også bruge mange andre måder at sætte farver sammen på.

Toner og nuancer: Det giver en rigtig spændende effekt at bruge én farve, som sættes sammen med samme farve i andre nuancer og toner. Fx en pink, som sættes sammen med en rosa og en rød.

Temperaturer: Man kan sættes farver sammen, så de passer sammen i temperatur. Farver som rød, orange og gul føles varm, mens blå og lilla føles kold. Der findes dog også nuancer af farverne, som kan få dem til at se mere kolde eller varme ud.

Basisfarver: Særligt når vi snakker beklædning, har vi nogle farver, som vi anser som basisfarver. Det er fx sort, brun, beige, hvid og grå. Bruger du disse farver, kan de hjælpe med at skabe ro, da de ikke kræver meget opmærksom i sig selv. Det kan fx give et spændende udtryk at kombinere to basisfarver med din yndlingsfarve.

 

Inspiration til farvesammensætning

Synes du, det er svært at bruge farveteori og farvehjul, skal du ikke fortvivle. Der findes heldigvis andre rigtig gode måder at finde ud af, hvilke farver du kan sætte sammen.

Naturen: Naturen er altid virkelig god til at sammensætte farver, så tag ud i naturen og se, hvad du synes er flot. Du kan også finde naturbilleder på nettet og prøve at lokalisere hvilke farver, du kan lide sammen. Se også hvordan farverne skifter alt efter årstid, fx de flotte gyldne farver i efteråret versus de friske og glade farver i foråret.

Din garderobe: Kig på dit yndlingstøj i garderoben for at finde ud af, hvilke farver du kan lide at gå i. Har du fx en mønstret eller blomstret kjole eller top, kan du lade dig inspirere af farvesammensætningen.

Magasiner og mode: Kigger du i modeblade, magasiner eller andre steder og ser noget du kan lide, så noter dig farverne og hvordan de er sat sammen. Det kan danne grundlag for et vellykket farvevalg til dit strikkeprojekt.

Hjemmesider med farvepaletter: Der findes flere hjemmesider, som laver fine farvepaletter. Dem kan du sagtens bruge som inspiration, når du skal vælge farver til dit strik. Se fx Design seeds, Color hunt og Coolers.

Billeder og andet grafik: Har du et yndlingsbillede eller plakat, kan du kigge på farvesammensætningen og tage udgangspunkt i den. Det kan også være et andet stykke grafik, et postkort, et stykke boliginteriør eller andet, som du synes er flot.

Farvevalg

Eksempel på hvordan grafik på et postkort kan inspirere til farvesammensætning

 

Lav farveprøver

Det kan være svært at forestille sig, hvordan farver ser ud sammen. Derfor er det en rigtig god idé at lave farveprøver. De kan laves på forskellig måder, alt efter hvad du har tilgængelig.

Lav strikkeprøver eller vikleprøver med garn: Har du allerede garnet, kan du lave en lille strikkeprøver, hvor du strikker striber sammen i de valgte farver. Er du mere til den hurtige løsning, kan du i stedet lave en vikleprøve. Her vikler du bare garn rundt om et stykke hårdt pap, en skærebræt, en papirblok eller lignende. Lav striber ved at vikle flere tråde at de forskellige farver garn rundt, og lad dem stå helt tæt op af hinanden. På den måde kan du se farverne sammen og afprøve forskellige stribetykkelser.

Brug farverne sammen: Har du ikke garnet endnu, kan du finde noget andet i dit hjem med dine valgte farver. Det kan fx være noget tøj, en pude eller hvad du ellers har. Glat tøjet pænt ud, og læg det ved siden af hinanden med overlap, så du primært ser farverne. Du skal ikke kigge på tøjet som et stykke beklædning, men udelukkende se hvordan farverne ser ud sammen.

Brug computeren: Er du ferm med en computer, kan den være en stor hjælp. I et tegneprogram kan du lave kasser med dine valgte farver og sætte dem op ved siden af hinanden og eksperimentere med rækkefølgen. Hvis du har et bestemt garn i tankerne, kan du også bruge garnbilleder fra producentens eller webshoppens hjemmeside og lægge dem side om side for at se farverne sammen. Når du gør dette, skal du dog være opmærksom på at farverne på skærmen kan snyde en smule.

 

Farve-effekter og overgange.

Når du bruger flere farver, kan du lege med overgangene mellem farverne, som i høj grad bidrager til det færdige udtryk. Ønsker du et stærkt og iøjnefaldende udtryk, kan du med fordel bruge color blocking, hvor du laver store flader med farver og skarpe overgange.

Her skal du tage højde for, om du strikker glatstrik, omvendt glatstrik (vrangmasker) eller ribstrik. Ved glatstrik kan du ganske simpelt skifte farver, og du vil få en ren overgang mellem farverne. Strikker du omvendt glatstrik med vrangmasker synligt, vil du få en overgang, hvor man kan se de to farver. Fx vil skiftet fra rød til gul starte med en stor rød falde, en smal gul tråd, en smal rød tråd og en stor flade med gul. Det kan være en super flot effekt som man kan udnytte (se fx Structure Loop sweater af Other loops). Ønsker du at undgå denne effekt, kan du i stedet lave lave første række efter dit farveskift med retmasker. Det samme er gældende for ribstrik, hvor en række med retstrik vil give en helt ren overgang.

Ombre effekt

Du kan også bruge farverne til at lave en flot glidende / graduret overgang. Det kaldes også for ombre-effekt (se fx Horisont vest fra Spektakelstrik). Det kan du gøre på forskellige måder. Det nemmeste er når du strikker med flere tråde sammen, hvor du gradvist udskifter trådene til andre farver. Strikker du fx med tre tråde sammen og ønsker at skifte fra rød til gul kan det gøres sådan: Strik 3 cm med tre tråde rød, strik 3 cm med to tråde rød og 1 tråd gul, strik 3 cm med 1 tråd rød og 2 tråde gul og til sidst strikker du med tre tråde gul.

Strikker du ikke flere tråde sammen, kan du lave en lignende effekt med smalle striber. Et skift fra rød til gul kan fx se sådan ud: 10 rækker rød, 1 række gul, 3 rækker rød, 2 rækker gul, 3 rækker rød, 3 rækker gul, 2 rækker rød, 3 rækker gul, 1 række rød, 10 rækker gul. Det giver ikke helt samme glidende overgang som ved strik med flere tråde, men du får en blødere overgang.

Strukturer

Du kan også bruge farverne i kombination med forskellige strukturer, hvilket kan ligne en anden nuance af din farve. En farve kan nemlig se forskellig ud, alt efter om du kigger på retmasker, vrangmasker eller strukturstrik. Prøv fx at eksperimentere med strukturstrik som perlestrik. Her strikker du skiftevis ret- og vrangmasker, ligesom rib, men på næste pind forskyder du dem, så retmaskerne ligger over vrangmaskerne og omvendt.

Hvad kan man strikke med flere farver?

Der findes flere opskrifter, som allerede bruger flere farver (fx fair isle strik). Disse opskrifter kan du give dit eget udtryk ved selv at vælge hvilke farver, du bruger. Nedenfor ser du et lille udpluk af eksempler på opskrifter med flere farver.

Striber

Den nemmeste måde selv at tilføje farver til en eksisterende strikkeopskrift er ved at tilføje striber. Det er nemt og kræver sjældent, at du ændrer noget på opskriften – du skal bare skifte garn engang imellem. Mulighederne er mange, og udtrykket vil variere meget, alt efter hvor mange striber du strikker, tykkelsen på striberne og farvernes rækkefølge. Det giver også en flot effekt at kombinere brede og smalle striber.

 

Dine erfaringer med flerfarvet strik

Har du prøvet at strikke med flere farver, og har du et godt tip til hvordan man gør, eller hvordan man kan vælge sine farver? Så del det meget gerne i kommentarfeltet nedenfor.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Del dine tanker

Kommentarer

Skriv kommentar

Har du spørgsmål, kommentarer eller gode idéer til artiklen ovenfor, så del dine tanker med os.

Ved indsendelse accepterer du, at vi publiserer dit navn og kommentar på denne hjemmeside. Din email publiseres ikke, men gemmes af administrative årsager.