Sådan finder du gratis strikkeopskrifter
Gratis strikkeopskrifter
Kan man virkelig finde strikkeopskrifter, som er gratis? Ja, det kan man! Der er faktisk rigtig mange steder at kigge, hvis man allerede har brugt sine penge på garn-shopping og derfor gerne vil spare lidt på strikkeopskrifterne.
Som udgangspunkt er der ikke forskel på de strikkeopskrifter, du finder gratis, og dem du køber. De gratis er som regel rigtig godt lavet og i lige så høj kvalitet. Der kan dog være undtagelser og tilfælde, hvor særlige strikketeknikker ikke er vist eller beskrevet helt så detaljeret, som man oplever ved købte strikkeopskrifter. Det er dog sjældent et problem, da en søgning på strikketeknikken på Google eller Youtube hurtigt vil kunne vise og beskrive strikketeknikken for dig.
Gratis strikkeopskrifter fra garnproducenter
Der er rigtig mange garnproducenter, som lægger gratis strikkeopskrifter op på deres egne hjemmesider. Det gør de for at vise, hvordan deres garn kan se ud, når det er strikket op, og naturligvis fordi de håber, at du vil købe deres garn.
Har du lyst til at bruge en strikkeopskrift fra en garnproducent, men hellere vil bruge noget andet garn, kan du med fordel læse mere om garnalternativer her.
Drops Garnstudio
Drops Garnstudio har en virkelig, virkelig stor samling af gratis opskrifter på deres hjemmeside. Der er både nye opskrifter, lidt ældre og retro-opskrifter fra 80’erne. Opskrifterne er opdelt efter mange forskellige parametre, og du kan fx søge på en bestemt type beklædning, en bestemt strikkefasthed, eller et bestemt garn. Se alle Drops strikkeopskrifter her.
Mayflower
Mayflower har en stor samling af gratis opskrifter. De er kategoriseret godt, og hvis du står og mangler noget helt bestemt, fx en cardigan, er det nemt at finde frem til. Mayflower laver samarbejder med influencere, som har designet flere af de gratis strikkeopskrifter på Mayflower side, og det er der kommet nogle rigtig fine designs ud af. Se alle strikkeopskrifter fra Mayflower her.
Filcolana
Filcolana har en fin samling af gratis strikkeopskrifter. Deres designs er spændende og udviklet af forskellige strikdesignere. Her kan du finde opskrifterne ud fra forskellige kategorier og på mange forskellige sprog. Se alle strikkeopskrifter fra Filcolana her.
Andre garnproducenter
Du vil kunne finde gratis strikkeopskrifter ved flere garnproducenter, men de tre ovennævnte er nogle af dem, som har det største udvalg af opskrifter på dansk. Men tjek hjemmesiden for dit yndlingsgarn – måske er du heldig at finde de fineste strikkeopskrifter, udviklet netop til dit garn. Er du ikke bange for at kaste dig ud i en opskrift på fx engelsk eller norsk, kan du fx se strikkeopskrifterne hos Sandness Garn eller strikkeopskrifter ved House of Yarn.
Online strikkefællesskaber
Man kan også finde gratis strikkeopskrifter i online strikkegrupper og -fællesskaber. På den internationale side Ravelry kan man med en gratis bruger finde en stor mængde strikkeopskrifter, hvor en del af dem er gratis.
Opskrifterne er lavet af brugerne selv, og kvaliteten kan derfor være varierende for de gratis opskrifter. Strikkeopskrifterne er til gengæld nemme at finde og kan sorteres ud fra en masse forskellige kriterier. Se alle gratis danske strikkeopskrifter på Ravelry her.
Derudover kan man også finde grupper på Facebook, som deler gratis opskrifter, som brugerne selv har lavet. På strikkeblogs kan man også være heldig at finde gratis opskrifter. Her skal man dog lede lidt længere, og det kan være svært at søge frem.
Online strikkeopskrifter fra magasiner og ugeblade
Mange ugeblade og magasiner har en hjemmeside, hvor de ligger dele af deres indhold op, deriblandt også strikkeopskrifter til gratis download. Der er stor forskel på, hvilke opskrifter det er, og hvor nemme de er at følge. Et par af de steder du med fordel kan søge gratis strikkeopskrifter er på Alt for Damerne eller Isabellas.
Gratis strikkeopskrifter på biblioteket
Biblioteket er en helt fantastisk kilde til gratis strikkeopskrifter. Det er gratis at få en lånerkonto på de danske biblioteker, og med en lånerkonto kan du låne alle tænkelige strikkebøger og magasiner.
Dit lokale bibliotek vil sikkert have et pænt udvalg af strikkebøger og kreative magasiner, som er fyldt med opskrifter. Hvis du mangler en særlig strikkebog, har du altid mulighed for at bestille den hjem. Det kan du gøre fra bibliotek.dk. Hvis dit bibliotek ikke selv har bogen, vil de skaffe dem hjem til dig fra et andet bibliotek. Det er da smart!
Næsten gratis strikkeopskrifter
Generelt er der penge at spare, hvis du køber strikkeopskrifter fra blade, magasiner og bøger. Her får du nemlig ofte mange strikkeopskrifter på én gang. Ugeblade har jævnligt små hæfter og tillæg med strikkeopskrifter, som du får med gratis ved køb af bladet.
Har du fundet nogle favorit strik-designere, kan der være idé i at købe deres bøger. Både for at støtte strik-designerne og for at spare penge på opskrifter. I en bog får du mange opskrifter, som ville have kostet langt mere, hvis du skulle købe hver strikkeopskrift enkeltvis.
Du kan også med fordel gå på jagt i genbrugsbutikker, som ofte er en godt sted at finde strikkebøger og gamle håndarbejdsblade fulde af strikkeopskrifter.
Hvor finder du strikkeopskrifter?
Hvor finder du selv strikkeopskrifter henne? Hvis du har tips til andre gode steder, end dem vi har nævnt i artiklen, er du meget velkommen til at dele det i en kommentar nedenfor.
Kommentarer